Af Philip Sampson

Klokken var elleve minutter over ti, da de omkring 30 Harley-Davidson-motorcykler svingede ind på Herlev Bygade. Den samlede lyd af de mange motorcykler – det, man i miljøet kalder ”Rolling Thunder” – havde for længst fået lokale borgere, der var ude at gå en tur denne solrige lørdag formiddag, til at stoppe op. Og iagttage skuet, mens motorcyklerne gjorde holdt på græsplænen foran Herlev Kirke. I minutterne efter kom der flere Harleyer til. Fra andre retninger. Enkeltvis. I par. Til sidst var der over 50 motorcykler linet op foran den lille middelalderkirke.

Det var nu, at kirkens organist kom ud. Og bad bikerne – altovervejende medlemmer af Harley-Davidson Club Herlev –  om at holde deres motorcykler i ro. Der skulle nemlig være en bisættelse i kirken lige om lidt, kunne han meddele.

Enkelte bikere kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Troede denne kirkens mand virkelig, at et halvt hundrede Harley-kørere havde besluttet sig for at gøre holdt ved en kirke, hvor flaget vajede på halv, for bare at holde et improviseret træf? Havde tanken ikke strejfet organist Bjarne Kiel, at det netop var på grund af bisættelsen, de var ankommet? For det var det.

Harley-folket var kommet for at tage den sidste afsked med Steen Hjort Larsen, stiftende medlem af Harley-Davidson Club Herlev, som var bukket under for kræft ti dage tidligere. Bare 57 år gammel. Og hvis blomstersmykkede kiste nu stod og ventede inde i kirken.

Da kirkeklokkerne begyndte at ringe, bevægede de mange alvorsfulde bikere sig ind i kirken. Og tog plads efter i indgangen at have hilst på Helle, Steens hustru og livsledsager gennem 25 år. Kirken blev hurtigt fyldt til sidste plads. Af Steens familie og pårørende; af gamle venner og bekendte; af hans bikerbrødre og deres koner og veninder. Så mange var mødt op denne lørdag, at en snes bikere og andre måtte blive udenfor.

Han var en vellidt mand, Steen Hjort. En glad Herlev-dreng. Et ordentligt, ordholdent menneske med en særlig tør humor, der vil blive savnet. Noget, som præsten, Joakim Hansen, betonede, da han talte i kirken.

”Steen var en mand, der havde sine meninger. Hvis man spurgte ham om noget, var det ikke sikkert, man fik det svar, man gerne ville høre. Men man kunne være sikker på, at man fik det svar, som han kunne give”, forklarede præsten.

”Steen var en mand, der stod ved, hvem han var. Og derfor satte han sig sine spor”, fastslog han.

”Kammeraterne havde også en vigtig plads i Steens liv. Det vidner deltagelsen her i Herlev Kirke om, hvor vi er udfordret på pladsen”, fortsatte præsten.

”Han var med til at starte Harley-klubben her i Herlev. Han var glad for at kommer der. Han elskede fester. Han var bange for at forlade festen for tidligt, og derfor var han nærmest altid blandt de sidste, der gik hjem”.

Der blev også tid til et enkelt smil, et stille grin under bisættelsen. Som da præsten kom ind på de skiferier, Steen holdt så meget af.

”Godt nok var han dårlig til at stå på ski, kunne jeg forstå. Og med årene blev han aldrig bedre”, forklarede præsten til spredt latter i kirkerummet. ”Han fik opkaldt en bakke efter sig, som ’Steens Bakke’. Og han kom aldrig ned ad den”. Igen latter. ”Til gengæld var han god til afterskiing”.

Men det var og blev Steens omsorg, pastor Hansen særligt dvælede ved under bisættelsen.

”Han havde stor omsorg for sin familie. En omsorg, der også trådte tydeligt frem i hans sygdomsforløb”, forklarede præsten.

Dette var noget, mange af Harley-folkene i kirken kunne nikke genkendende til. Respekten for Steen var bestemt ikke blevet mindre gennem de måneder, hvor hans sydom – cancer i brislen – tog til, og langsomt men sikkert sugede kræfterne ud af deres klubbroder. Et forløb, hvor Steen systematisk og omsorgsfuldt gjorde alt, hvad han kunne, for at lette tilværelsen for hustruen Helle, sønnen Nicklas og datteren Julie, den dag, han ikke ville være her længere. Sikringen af hjemmet i Jyllinge. Afviklingen af hans diamantborings-virksomhed. Salget af campingvognen i Vejby, hvor familien havde tilbragt somrene gennem 20 år. Der var ikke noget, Steen ikke havde tænkt på. Selv bisættelsen havde han været inde over.

Det var derfor også datteren Julies tale ved kisten, der fik tårer frem hos selv nogle af de gamle bikere, der denne lørdag befolkede Herlev Kirke. Ikke mindst da hun fortalte, hvordan tanken om ikke igen at skulle spise en god bøf eller køre en tur på Harley sammen med sin far, skar hende i hjertet.

”Ingenting vil nogensinde blive det samme igen, men som du altid har sagt, så uanset hvad, må man prøve at få det bedste ud af det hele”, sagde Julie stående ved sin fars kiste.

”Tak for alle dine kram, alle dine søde ord. Dine mange motiverende ord og råd. Din humor, som jeg ikke altid forstod. Og vigtigst af alt, for at være verdens bedste far. Jeg elsker dig for altid, og håber og tror på, at du er i Himmelen og engang imellem kan kigge ned på os alle sammen. Specielt en dag som i dag, og kan se alle de mennesker, der er kommet for at tage afsked med dig”.

Det var Steen, der havde valgt det musiknummer, der afsluttede bisættelsen i Herlev Kirke. Countrysangeren Garth Brooks med sin indfølte fortolkning af ”If Tomorrow Never Comes”. Efter at den var færdig blev kisten bragt ud til i solen til den ventende rustvogn. Båret af Steens søn Nicklas, hans bror Rikki, hans svoger Flemming, vennen Bjørn fra Vejby samt to medlemmer af Harley-Davidson Club Herlev, Claus Wacker og Henning Thygesen.

Da Steen lå sin sidste tid på Hospice Sjælland ved Roskilde, havde hans klub fortalt ham, at den ville køre en sidste tur med ham i forbindelse med bisættelsen. Gennem det Herlev, han var opvokset i. Forbi de steder på Gammel Klausdalsbrovej og Græshavevej, hvor han havde boet som barn og ung. Det var Steen blevet glad for. Det var også helt i hans ånd. I forvejen havde han besluttet, at han i kisten skulle være iført sin Harley-trøje fra træffene på Bornholm, cowboybukser og motorcykelstøvler.

Klokken 11.43 satte ligtoget i bevægelse fra Herlev Kirke. Anført af Wacker og Thygesen på deres Harleyer kørte rustvognen efterfulgt af yderligere 45 Harleyer op ad Herlevgårdsvej og videre ad Hjortespringsvej.

Harley-klubbens sekretær var den sidste, der forlod pladsen foran kirken. Da han satte sig på sin bordeaux-farvede Fat Boy og skulle til at sætte efter ligtoget, henvendte en ældre dame sig til ham. Sammen med tre pensionistveninder, havde hun siddet og fulgt begivenhederne fra en bænk på kirkepladsen.

”Må jeg kondolere”, sagde hun venligt. ”Var han fra Herlev”, spurgte hun så.

”Han var fra Harley-Davidson Club Herlev”, svarede sekretæren.

”Blev han dræbt”, ville damen vide.

”Nej, han døde af kræft”, svarede sekretæren og satte motorcyklen i gear, mens den ældre dame nikkede forstående.

I adstadigt tempo kørte ligtoget med Steen gennem hans barndomsby. Solen skinnede fra en skyfri himmel og alt klappede. Ved hvert lyskryds kørte to Harleyer – to fløjmænd – op og spærrede for trafikken fra sidegaderne. Så at begravelsestoget kunne passere uhindret, som færdselsloven tilskriver.

Det blev en smuk tur. Helt og aldeles i Steen Hjorts ånd. Ved klubhuset på Marielundvej, gjorde Harley-følget holdt. Og lod rustvognen med Steen fortsætte alene.

Det var tid til mindesamvær i de klublokaler, som Steen havde fundet, da han arbejdede der som smed tilbage i 1996. Tid til de 300 stykker smørrebrød, som Henning og Heidi havde bekostet. Tid til minderne. Tid til eftertanke. Tid til en snak med Steens familie.

”Det har været så fint alt sammen”, sagde Steens 78-årige mor, Tea, da hun nogle timer senere tog afsked med Harley-klubben på Marielundvej.

Steens klubbrødre blev der noget længere. Meget længere. Drak gravøl. Hørte musik. Og snakkede om Steen Hjort.

”Han var en smed”, sagde Günter Zerling med den overbevisning i stemmen, man har efter at have været medlem af Metal i 40 år.

”Han kunne lave alt”.

En anden klubbror satte Garth Brooks på anlægget. Og ud af højtalerne drønede det nummer, som Steen havde valgt til sin bisættelse – med hustruen Helle i tankerne.

If tomorrow never comes

Will she know how much I loved her

Did I try in every way to show her every day

That she’s my only one

And if my time on earth were through

And she must face this world without me

Is the love I gave her in the past

Gonna be enough to last

If tomorrow never comes.